I anledning af Lokalarkivets 40 års jubilæum afholdes der
reception og foredrag på Stouby Skole i biblioteket

Lørdag den 26. Oktober kl 13 - 17.

Der er fri adgang, alle er velkomne, og der vil blive serveret kransekage og
sherry / portvin.
Kl. ca. 14 vil Søren Wollesen holde foredrag:
”En Kildebjergdrengs historie. Levet liv, der har sat sig på indersiden”

Stouby Lokalhistoriske Arkiv har her i efteråret 2024 40 års jubilæum.
I efteråret 1984 indkaldte den daværende Stouby Borgerforening til møde i
Sognegården med henblik på at oprette et Lokalhistorisk Arkiv, som flere
borgere havde efterlyst.
Der var stort fremmøde, og der var bred enighed om at oprette et Lokalarkiv.
Der blev valgt 7 personer til at få oprettet et arkiv, som blev til
Stouby Lokalhistoriske Arkiv.


Her ses fra et af de første møder, Iver Rantzau, Gunvor Grejs, Arne Thomsen, Lene Blume
Dam og Bjørn Købsted. (fotograf Mogens Dam) på viceinspektør Larsens kontor (som vi fik
lov at låne en gang om ugen).

I starten havde man til huse i Sognegården i et lille lokale med skrå vægge ved
garderoben på 1. sal, og arkivalierne kunne være i en skotøjsæske.
Senere fik Arkivet bedre og bedre lokaliteter, og i dag har Arkivet ideelle
lokaler i den tidligere inspektørbolig ved Stouby Skole. I tidens løb har arkivet
erhvervet forskelligt inventar, aflagte stole, borde, skriveborde, skabe,
skrivemaskiner m.m.
Arkivet har desuden også erhvervet forskelligt elektronisk udstyr til brug ved
arkiveringen, ved hjælp fra forskellige fonde og Stouby Lokalråd.
Der er indkommet store mængder arkivalier i tidens løb, og der er stor interesse
for at studere disse gamle papirer, fotos, optagelser med ældre borgere og
diverse videoer, som i dag også kan ses på Nettet. Bl. a. på “Arkiv.dk".
I dag er der tilknyttet ni personer til Arkivet, hvoraf Mogens Dam, som er leder af
Arkivet, har været med fra starten for 40 år siden.


Fra en udstilling marts 1990, i den gamle
forskole på Vejlevej.
Mogens Dam, Bjørn Købsted og Finn Fevejle
Jørgensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Stouby Lokalarkivs nuværende domæne i den gamle inspektørbolig
ved Stouby Skole.


Stouby Lokalarkiv oktober 2024